19. jun. 2024 - 11:59

EU-Kommissionen vurderer at Frankrig bryder budgetregler




Syv EU-lande bryder ifølge EU-Kommissionen EU’s budgetregler, der stiller krav til landenes gæld og underskud.

Blandt dem er det store EU-land Frankrig, som i flere år ikke har levet op til budgetreglerne.

Derfor lægger EU-Kommissionen op til, at der kan indledes særlige procedure for de syv lande for at sikre, at de får styr på deres underskud.

Ud over Frankrig er det Belgien, Italien, Ungarn, Malta, Polen og Slovakiet.

De syv lande har et underskud på over tre procent af bruttonationalproduktet, hvilket er i strid med EU’s finanspolitiske regler.

Bnp, bruttonationalprodukt, er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.

Men i de senere år har Frankrig og de øvrige EU-lande kunne gemme sig bag en særlig klausul. Den har suspenderet budgetreglerne i lyset af coronaepidemien.

Nu udløber den særlige klausul. Samtidig har EU i foråret vedtaget ændringer af budgetreglerne. Dermed er der lagt op til, at EU-Kommissionen tager fat i kraven på EU-lande, der fortsat ikke lever op til reglerne.

Reglerne fastholder de traktatfæstede krav om, at EU-landene maksimalt må have en gæld på 60 procent af bruttonationalproduktet (bnp). Og samtidig ikke må have budgetunderskud på over tre procent af deres bnp.

De nye ændringer af regler indfører mindre sanktioner end før over for lande, der har for høj gæld. Samtidig skal reglerne gøre det mere fleksibelt for EU-landene at komme i gang med gældsreduktionen.

Målet er at give EU-landene mulighed for at investere i områder, som er prioriteret i EU, selv om de forsøger at bringe gælden ned.

Med ændringerne af reglerne og ophævelsen af klausulen har EU-Kommissionen meldt ud, at man nu vil komme efter lande, der ikke har styr på underskud og gæld.

– Vi har sendt et signal i noget tid nu fra EU-Kommissionens side om, at vi har til hensigt at indlede procedure for uforholdsmæssigt store underskud i 2024, siger Valdis Dombrovskis.

– Vi har nu vurderet situationen i medlemslandene og draget den konklusion, at underskudskriteriet ikke er opfyldt i syv medlemslande.

Han understreger, at man indtil videre kun befinder sig i “første fase”.

Det vil sige, at der først i juli måned bliver truffet beslutning om, hvorvidt der skal indledes en procedure mod landene, som EU-Kommissionen lægger op til.

Derefter bliver proceduren sat i gang i efteråret. Under proceduren har landene fortsat mulighed for at rette op på underskuddene.

Først, hvis landene derefter fortsat ikke lever op til budgetreglerne, kan der blive tale om konsekvenser:

– Så det er for tidligt at tale om håndhævelsen endnu, siger Valdis Dombrovskis.

Han understreger, at der allerede er tegn på forbedring i balancerne i Frankrigs økonomi.

– Det er også lidt betryggende, siger Dombrovskis.

I alt 12 EU-lande er blevet udvalgt af EU-Kommissionen til at få et særligt eftersyn af deres økonomi. Blandt dem er store EU-lande som Frankrig, Italien, Spanien samt Grækenland og Portugal.

De skærpede krav ventes ikke at ramme Danmark, som fuldt ud lever op til EU’s budgetregler.