17. jun. 2024 - 10:12

Politiet fjerner klimaaktivister med magt




Politiet er skredet til anholdelse af flere klimaaktivister fra organisationen Nødbremsen under en blokade af en motorvejsfrakørsel. Blokaden har skabt kø langs motorvejen

Københavns Vestegns Politi har mandag morgen omkring klokken 08.00 modtaget en anmeldelse af, at personer befinder sig på kørebanen ved frakørslen til Motorring 3 på Herlev Hovedgade.

“Vi får en anmeldelse om, at aktivisterne er ved at gøre sig klar til at sætte sig ud på afkørslen, så vi er kørt derud og har nu fået fjernet dem fra vejen,” siger vagtchefen.

“Vi har anholdt fem aktivister og sigtet dem for overtrædelse af færdselsloven og ordensbekendtgørelsen. De kan se frem til en bøde.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet giver her aktivisterne et påbud om at fjerne sig fra vejen

Billeder fra blokaden viser, at betjente i første omgang er i kontakt med klimaaktivisterne og giver dem et påbud om at fjerne sig fra vejen. Da aktivisterne ikke følger påbuddet, er politiet til slut nødsaget til at fjerne dem fysisk fra kørebanen.

Inden politiets ankomst havde flere bilister konfronteret aktivisterne, men det fik ikke sidstnævnte til at opløse blokaden.

Nødbremsen mener, at samfundet står over for et eskalerede klimakollaps, der kalder på omgående og drastisk handling.

‘Samtidig er regeringen med til at eskalere den situation, vi står i, – feks ved at anlægge nye motorveje for 26 milliarder kroner. Vi kan ikke længere være tilskuere til, at vores regering fører en politik, der eskalerer klimakollapset,’ oplyser klimaorganisationen på sin hjemmeside.

Klimaaktivister benytter sig ofte af civilulydighed for at få deres budskaber frem. Det sker blandt andet ved blokader.