16. jun. 2024 - 14:47

Chok: Så lille pige gå rundt i skoven alene




Hvorfor går en lille pige rundt i en stor skov alene en søndag morgen?

En nordsjællandsk hundelufter har søndag klokken 08.01 indsendt en anmeldelse til politiet om, at han har spottet en cirka seksårig pige gå rundt alene i den store skov i Jægersborg Hegn ved Skodsborg lige nord for København.

Det oplyser Nordsjællands Politi på Facebook i en efterlysning af pigen.

Ifølge politiet forsøgte den mandlige hundelufter at følge efter pigen, mens han observerede hende, men da hun blev utryg ved hans tilstedeværelse, valgte han at slippe hende af syne.

Nordsjællands Politi arbejder nu på at finde ud af, hvem der kender den lille pige.

Hun beskrives som fem til syv år, omkring 130 centimeter høj, almindelig af bygning og langt, lyst hår.

I skoven var hun iført en blå- hvid spraglet jakke, lys nederdel og sorte bukser.

Vagtchef ved Nordsjællands Politi Thomas Overgaard oplyser til B.T., at politiet ikke har fået nogen henvendelser fra forældre, der mangler en datter.

Derfor er politiet heller ikke ude at lede lige nu.

“Hvis vi gør det, så skal vi tro på, at der er sket hende noget, og det er der ikke umiddelbart noget, der tyder på,” siger vagtchefen til mediet.

Hvis man genkender ens datter ud fra beskrivelsen eller har andre informationer i sagen, bedes man kontakte Nordsjællands Politi på telefon 1-1-4.

OPDATERING:

Senere oplyser Nordsjællands Politi på Facebook, at pigen er fundet i god behold – og at der ikke er sket noget ulovligt.

Illustrationsfoto