14. jun. 2024 - 1:51

Frankrigs venstrefløj danner fælles front mod National Samling




En række politiske partier fra venstrefløjen i Frankrig er blevet enige om at danne en fælles front op til det kommende parlamentsvalg.

Det fremgår af en fælles udtalelse fra partierne ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– En ny side i Frankrigs historie er blevet skrevet med denne koalition, lyder det i udtalelsen.

Den forenede venstrefløj, der kalder sin koalition for “Front Populaire”, vil gå imod det højreorienterede parti National Samling (RN), som har indtaget en førende position i meningsmålingerne.

– Vi starter vores kampagne nu … for at vinde!, skriver François Ruffin fra det stærkt venstreorienterede parti La France Insoumise (LFI) i et opslag på det sociale medie X.

Meddelelsen om koalitionen kommer, efter at partierne sent mandag sagde, at de ville samarbejde og i fællesskab nominere kandidater i hvert distrikt til den første del af valget, der finder sted 30. juni.

Det drejer sig ifølge den franske tv-station TV5Monde om Parti Socialiste, Parti Communiste Français, Les Écologistes og La France insoumise.

Den anden del af valget bliver afholdt 7. juli.

Også under valgkampagnen i 2022 samarbejdede venstrefløjen. Udfordringer i partiernes lederskab og politiske uenigheder – blandt andet om krigen i Gaza – har dog slået sprækker i alliancen.

Tidligere på ugen opstod en anden og hidtil uset alliance i fransk politik, da lederen af det republikanske parti Les Républicains opfordrede til samarbejde med Marine Le Pen og RN. Le Pen er RN’s gruppeformand i det franske parlaments underhus, Nationalforsamlingen.

Det er et kursskifte, som vurderes at kunne få store konsekvenser før parlamentsvalget, og som udgør et brud med en årtier lang konsensus blandt de franske midterpartier om at forsøge at holde højrefløjen fra magten.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, udskrev søndag under EU-parlamentsvalgaftenen lynvalg til Nationalforsamlingen. Det skete på grund af dårlige resultater for præsidenten.