Det var egentlig ikke planen, at nogen skulle vide, at en mand fra Midtjylland var blevet 1,7 millioner kroner rigere. Men glæden var så stor, at han bare måtte dele den. Det skulle vise sig at have konsekvenser for den nyudklækkede millionær.
Beskeden tikkede ind på mail mens manden sad og hyggede sig til brunch med konen og svigerfamilien. Manden reaktion på den vilde gevinst gjorde, at alle omkring bordet blev bekymret for hans helbred. Da de spurgte ind til, om han var okay, kunne han ikke holde det inde.
”Jeg var nødt til at sige det, for de kunne godt mærke på mig, at der var noget galt. Hele kroppen sitrede bare, og jeg blev helt hvid i hovedet,” fortæller manden i en pressemeddelelse fra Danske Spil.
Da manden fik fremstammet, at det drejede sig om hele 1,7 millioner danske kroner skete der to ting ved brunchbordet.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Først troede ingen på ham og blot nogle få minutter efter havde alle planer om, hvordan pengene skulle bruges.
På en halv time havde svigerfamilien lagt planer for både jul, ferier og dyre middage på den jyske millionærs vegne.
”De havde næsten med det samme planlagt, hvordan alle pengene skulle bruges: Vi skulle ud at rejse, spise på dyre restauranter og give 10.000-vis af kroner ekstra i julegaver: De havde brugt alle pengene på en halv time,” fortæller manden.
Heldigvis formåede mand og kone at kontrollere glæden og de mange planer. Det har vist sig at være en god ide, nu hvor der er gået lidt tid siden nyheden om de mange penge tikkede ind.
”Gevinsten har først og fremmest givet os en ro. Vi har længe tænkt, at vi gerne ville have nyt køkken, og nu gør vi det bare. Vi havde også planlagt en rejse til foråret, og den bliver nok også lidt dyrere nu, og måske skal vi også have os et par nye cykler, men ellers skal der ikke ændres på vores hverdag. På den måde kan vi glæde os over denne her gevinst i mange år,” siger manden, der endnu ikke har planer om at kaste mede pengene.