07. jun. 2024 - 11:14

Læge kræves fængslet efter ulækre hændelser i lægehus




En læge kræves idømt fængsel og frakendt sin autorisation for krænkelser mod kvindelig patient

En ældre læge fra et lægehus i Nordsjælland er under anklage for at have krænket en kvinde, som var hans patient. Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi vil både have ham idømt fængsel og frakendt retten til at arbejde som læge.

De påståede forbrydelser er beskrevet i det anklageskrift, som Nordsjællands Politi har sendt til Retten i Helsingør, hvor sagen bliver behandlet i den kommende uge.

Ifølge anklageskriftet skulle lægen gennem en perioden på cirka fem år have krænket kvinden på forskellig vis.

– Gud, hvor har du flotte bryster. Det burde jeg ikke sige, men de sidder altså virkelig pænt, skulle han ifølge anklagemyndigheden have sagt under en undersøgelse af kvinden.

Derudover skulle han have spurgt hende om, hvorvidt hun kunne lide oralsex, og talrige gange skulle han have fået hende til at sætte sig på hans skød, fremgår det af anklageskriftet.

Han er desuden anklaget for at have kysset kvinden på kinden og munden, og under et hjemmebesøg skulle han have ført sin hånd under hendes bluse og have nusset hende på ryggen og kysset hende i håret.

Gerningsperioden sluttede ifølge anklageskriftet i februar 2021. Hvornår sagen er anmeldt til politiet, fremgår ikke. Dog ses det, at politiet oprettede sagen i begyndelsen af 2022, og i juni 2023 blev der rejst tiltale og sagen blev sendt til retten.

Lægen nægter sig skyldig. Hans identitet er beskyttet af et navneforbud. Derfor er det strafbart at viderebringe oplysninger, for eksempel om hans arbejdssted eller bopæl, som vil identificere ham.