Den 29-årige Slawomir Adrian Posniak er blevet udvist af Danmark for at have gennemtæsket en anden mand til døde. Volden fortsatte mod det sagesløse offer, selv om han lå værgeløs tilbage på jorden
Det var et uhyggeligt syn, der mødte betjente fra Københavns Vestegns Politi, da de den 2. juni 2023 ankom til en adresse på Holsbjergvej i Albertslund.
Ved indtrængen i hjemmet fandt betjentene en 39-årig mand død på gulvet. Han havde meget kraftige og alvorlige skader med tydelige tegn af vold.
Efterfølgende blev en stor efterforskning iværksat, og sagen kulminerede i denne uge med en dom til den 29-årige Slawomir Adrian Posniak.
Presse-fotos.dk har fået aktindsigt i anklageskriftet, som den 29-årige mand er blevet dømt efter. Tiltalerne vidner om en meget rå og brutal vold, som Slawomir Adrian Posniak har anvendt for at tage livet af offeret.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det var mellem klokken 23.00 og 02.00 natten mellem den 1. og 2. juni, at Slawomir Adrian Posniak angreb den 39-årige mand på en adresse på Holsbjergvej i Albertslund med stump vold, indtil offeret mistede livet.
Ifølge anklageskriftet skete det med adskillelige slag i hovedet og på kroppen, hvorfor den 39-årige mand fik flere brud på ribben, brud på halsrygsøjlen og blodansamlinger i hjernen, hvilket kort efter medførte hans død.
Sagen er nu blevet afgjort ved Retten i Glostrup, hvor Slawomir Adrian Posniak er blevet idømt seks års fængsel samt udvisning for bestandig. Den 29-årig mand er blevet kendt skyldig i vold med døden til følge.
”Den relativt hårde straf afspejler, at der var tale om et kontinuerligt voldsforløb, og at volden fortsatte efter, at den nu afdøde var i en værgeløs tilstand”, siger anklager Cecilie Mee Sejtved Hansen.
Slawomir Adrian Posniak har anket dommen til Østre Landsret og er derfor fortsat varetægtsfængslet.