04. jun. 2024 - 11:36

Indiske aktier dykker i forventning om beskeden Modi-sejr




Indiske aktier har taget et dyk, mens optællingen af stemmer tirsdag er i gang ved landets parlamentsvalg.

Foreløbige resultater peger på, at den siddende premierminister Narendra Modis alliance genvinder magten.

Men der bliver næppe tale om den jordskredssejr, som valgstedsmålingerne pegede på.

De finansielle markeder havde regnet med en knusende Modi-sejr, og det toneangivende indiske Nifty 50-indeks er mandag lukket med et fald på 5,9 procent.

Det står i stærk kontrast til mandagens fest på de indiske aktiemarkeder, da en række exitpolls pegede på, at Narendra Modi og National Democratic Alliance (NDA) ville få et flertal på to tredjedele i parlamentet.

Et sådant flertal ville give regeringen mulighed for at gennemføre forfatningsændringer.

Men tirsdag ser Modis parti, BJP, ikke ud til at få flertal på egen hånd.

Derfor får han brug for sine allierede i NDA, der tilsammen fører i under 300 valgkredse ifølge foreløbige resultater.

Oppositionens India-alliance fører i over 220 valgkredse.

Der er i alt 543 medlemmer af underhuset. Det kræver således 272 pladser at få flertal.

Siddhartha Khemka, som er analytiker ved selskabet Motilal Oswal Financial Services i Mumbai, siger, at markedsreaktionen skyldes usikkerhed om den fremtidige økonomiske kurs – blandt andet hvor meget der vil blive investeret i infrastruktur.

– Det er det, som har ført til en vis panik. En vis bekymring, siger han og tager det forbehold, at der stadig tælles op.

Modi har haft som politisk prioritet at sikre væksten med investeringer på en række områder. I finansåret, som sluttede i marts 2024, voksede Indiens økonomi med 8,2 procent.

– Markedet ønsker ikke et parlament, hvor der er et parti uden absolut flertal eller en koalitionsregering, hvor der kommer mange forsinkelser i beslutningstagningen, siger Khemka.

Valget til det indiske underhus foregår ved flertalsvalg i enkeltmandskredse efter britisk forbillede. Det betyder, at den kandidat, som får flest stemmer i en valgkreds, vinder mandatet i valgkredsen.

Hindunationalistiske Narendra Modi fra partiet BJP har været premierminister for Indien siden 2014.

Sikrer Modi sig genvalg, bliver det hans tredje periode som premierminister.

BJP-talsmand Nalin Kohli siger til tv-kanalen India Today, at det ligner en sejr til BJP og NDA, men at alliancen næppe opnår de 400 mandater, som blev spået i nogle målinger.

Reuters