I et supermarked på Nygårds Plads i Brøndby blev en ældre mand 2. april udsat for et tricktyveri.
Da manden, der er i 80’erne, stod ved kassen, aflurede mændene hans pinkode. Imens spærrede en anden mand ved udgangen, så den gangbesværede mand ikke kunne komme forbi med sin rollator.
Og i det øjeblik kunne den første gerningsmand stjæle mandens pung og dankort.
Herefter forlod mændene butikken sammen med en kvinde.
Efterfølgende blev dankortet i to hæveautomater lænset for penge.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse torsdag, hvor det efterlyser de to mænd og kvinden.
– Efterforskningen er nu kommet til et punkt, hvor vi går ud og beder offentligheden om hjælp til at identificere de to mænd og kvinden.
– Vi er interesseret i at vide, hvem de er, eller hvor de opholder sig, siger vicepolitiinspektør Claus Bardeleben, Københavns Vestegns Politi.
Mændene efterlyses med billeder fra videoovervågningen i supermarkedet.
Samtidig har politiet udsendt en beskrivelse af de tre personer:
Den ene – mistænkte A – er en mand, østeuropæisk af udseende, 27-32 år, 175-185 centimeter høj og almindelig af bygning.
Han har sort hår, fuldskæg og iført sort hue, sort dynejakke, sorte bukser og sorte kondisko. Han havde en tatovering i nakken, der kunne minde om en bjergkæde eller bogstaver.
Den anden – mistænkte B – er en mand, østeuropæisk af udseende, 24-30 år, 175-185 centimeter høj og almindelig af bygning.
Han har sort hår og et kort fuldskæg. Han var iført en sort jakke med hætte, flænsede cowboybukser og sorte Nike sko.
Kvinden var østeuropæisk af udseende, 27-32 år, 160-170 centimeter høj og lettere kraftig af bygning. Hun har sort langt hår og var iført mørkt tøj – jakke, hættetrøje og joggingbukser samt sorte/hvide kondisko.
Politiet kan kontaktes på telefon 4386 1448.