09. jan. 2023 - 12:45

Kommuner og politi besøger skoler på vestegnen med fokus på cykellygter

FOTO: Politi (https://politi.dk/koebenhavns-vestegns-politi/nyhedsliste/vi-tjekker-cykellygter-paa-skolerne/2023/01/09)


Skoler på vestegnen får de kommende uger besøg af repræsentanter fra kommuner og politi i forbindelse med en kampagne, der skal sætte fokus på skoleelevers cykellygter og reflekser.

‘Tænd for lygterne, på med reflekserne og frem med pangfarverne. Så bliver du set i trafikken og ikke en kedelig del af statistikken.’

Sådan lyder meldingen fra politiet på vestegnen, der sammen med repræsentanter fra 11 kommuner vil besøge en række skoler fra mandag d. 9 januar til fredag d. 20 januar.

Vi er i en mørk tid, så derfor er det ekstra vigtig at gøre sig synlig i trafikken. Lys, lygter og reflekser kan redde liv.

De nye kampagne hedder ‘Jeg husker lygterne’ og sætter fokus på trafiksikkerhed hos unge cyklister.

”Vi kommer for at tale med børn og unge om cykler, lys, reflekser og pangfarver. Det handler om, at de kan begå sig sikkert i trafikken, er synlige i mørket og husker cykellygterne,” siger politiassistent Cecilia Kisbye, Københavns Vestegns Politi.

Derudover afslører hun, at der vil være en lille overraskelse til dem, der kører med gode, velfungerende og stærke cykellygter.

”I vintermørke, tåge, regn eller slud kan det være svært for bilister at se en cyklist – især uden lygter, og det kan blive farligt. Så hvis vi møder et barn uden lys på cyklen, sætter vi et par cykellygter på,” siger Cecilia Kisbye.

Kampagne-repræsentanter fra politi og kommuner vil sprede budskabet på hele 40 skoler på vestegnen.

Politiet kommer på deres hjemmeside med gode råd, der vil skabe mere sikkerhed i trafikken:

‘Cykellygter skal være synlige på 300 meters afstand og være tændt i lygtetændingstiden – det vil sige fra solnedgang til solopgang, hvilket aktuelt er fra cirka klokken 15.55 til 8.20’

‘Det er også en god idé at køre med refleksvest, bruge pangfarver eller have lys på cykelhjelmen. Jo mere synlig, desto bedre’

Det er fjerde år i træk, at vestegnens 11 kommuner samarbejder med Vestegnes Trafiksikkerhedsråd for at sætte fokus på unge cyklisters synlighed i denne mørke vinterperiode.

ONP.DK OPDATERER DIG MED DAGLIGE NYHEDER PÅ INSTRGRAM – FØLG OS HER