22. maj. 2024 - 19:16

Britisk oppositionsleder er klar til valg: Tid til forandring




Den britiske oppositionsleder, Keir Starmer, siger, at det kommende parlamentsvalg denne sommer handler om forandring.

Starmer er leder for socialdemokratiske Labour, som står til sejr i de nationale målinger.

Senest hans parti sad på premierministerposten var, da Gordon Brown var regeringsleder fra 2007 til 2010. Han efterfulgte Tony Blair, som også var fra Labour. Men i langt over ti år har Storbritannien været konservativt ledet.

– Hvad end der bliver sagt og gjort, så er det muligheden for forandring, som det handler om, siger Starmer til sine støtter, efter at premierminister Rishi Sunak har meddelt, at valget skal afholdes 4. juli.

– En stemme på Labour er en stemme på stabilitet – økonomisk og politisk, fortsætter oppositionslederen og siger, at det er tid til at “stoppe kaosset”.

Han siger, at Labour har en langsigtet plan, der skal sørge for økonomisk stabilitet, sikre de britiske grænser, gøre ventelisterne i sundhedsvæsnet kortere og energiregningerne billigere.

Sunak, der udskrev valget foran Downing Street nummer 10 i silende regn, nævnte også økonomien – men som et argument for, hvorfor han skulle få lov at blive siddende som premierminister.

Storbritannien kunne onsdag præsentere den laveste inflationsrate i tre år, efter at den i en længere periode var alt for høj.

Kritikere siger dog, at de bedre økonomiske nøgletal også i høj grad skyldes globale ændringer i økonomien.

Siden valget i 2019 har briterne haft tre premierministre. Den første var Boris Johnson, der skaffede sig den overbevisende valgsejr på et løfte om at få den britiske udtræden af EU gennemført efter folkeafstemningen i 2016.

Han gik af efter en række skandaler. Herefter kom hans efterfølger, Liz Truss, til, og hun fik kritik for ikke alene at bringe britisk økonomi i uføre, men også at sende partiets meningsmålinger i frit fald. Hendes tid på posten varede kun 49 dage.

Dermed bliver det første gang, at Truss’ afløser, Sunak, skal på valg som premierminister, og det ser alt andet end let ud for ham.

Nylige målinger sender Labour op omkring 44 procent, mens Det Konservative Parti ligger på omkring 23 procent.

Ved det seneste valg i 2019 endte Det Konservative Parti med 43,6 procent af stemmerne. Labour landede på 32,1 procent.

Reuters