22. maj. 2024 - 15:43

Rigshospitalet finder masser af skimmelsvamp på børneafdelingen




Der er fundet skimmelsvamp over store dele af Afdeling for Børn og Unge på Rigshospitalet, hvor blandt andet børn med kræft er indlagt.

Det viser en redegørelse, som Rigshospitalet har foretaget, og som er sendt til regionsrådet i Region Hovedstaden onsdag. Det skriver Berlingske, der over længere tid har afdækket problemer med skimmelsvamp på hospitalet.

– Der blev fundet sporer fra Aspergillus flavus (typen af skimmelsvamp, red.) i 39 ud af 50 undersøgte rum, skriver Rigshospitalet ifølge avisen.

Der blev også fundet “tydelige tegn” på utilstrækkelig rengøring.

Rigshospitalet skriver samtidig, ifølge Berlingske, at de “samme forhold kan være gældende på samme etage i andre afdelinger eller andre steder på hospitalet”.

I begyndelsen af maj skrev Berlingske, at skimmelsvamp i Rigshospitalets bygninger for første gang kunne kobles direkte til et dødsfald hos en patient.

Avisen havde talt med moren til en 11-årig dreng, som var indlagt på hospitalet i 2022. Han fik kemobehandling på grund af leukæmi.

Drengen blev udskrevet 2. december, hvor han var kræftfri. Alligevel døde han otte dage senere. Det gjorde han på grund af en svampeinfektion.

25. april i år fik familien tildelt erstatning for tabet af sønnen, skrev Berlingske efter at have fået indsigt i afgørelsen fra Patienterstatningen.

Her fremgik det, at drengen med “overvejende sandsynlighed” døde, fordi han havde fået svampeinfektion fra Rigshospitalets bygninger.

Berlingske skriver, at hospitalet siden har fået rådgivning fra eksterne fagfolk med viden om skimmelproblemer.

Ifølge fagfolkene er skimmelsvampen ualmindelig i indeklimaet, den spreder sig nemt over store områder, og den kan findes på mange slags overflader.

Det får Rigshospitalet til at vurdere i redegørelsen, at det er “mindre sandsynligt” med “den hidtidige indsats” at fjerne skimmelsvampen helt.

Hospitalet har undersøgt, om børnene på afdelingen for børnekræft skal flyttes. I den sammenhæng har hospitalet hentet hjælp fra eksperter på hospitaler i både Sverige og Norge.

Men det er en kompliceret proces, lyder det. Fordele og ulemper ved at flytte patienterne skal afdækkes.

Rigshospitalet har derfor bestilt miljøundersøgelser af en række afsnit på hospitalet, skriver Berlingske.