En 58-årig mand, der sigtes i en terrorsag med tråde til Hamas og til bandemiljøet, er blevet varetægtsfængslet i yderligere fire uger.
Han har indvilget i fortsat at sidde fængslet. Det oplyser Retten på Frederiksberg onsdag.
Manden blev sammen med flere andre anholdt i en aktion, som Politiets Efterretningstjeneste gennemførte midt i december. Fængslingen har nu stået på i mere end fem måneder.
Hvad politiet konkret beskylder manden for at have gjort, det holdes hemmeligt. Myndighederne har kun oplyst, at det drejer sig om planlægning af terror – og at sagen knyttes til bandemiljøet og til Hamas.
Den 58-årige, der gennem flere år har markeret sig i den offentlige debat, nægter sig skyldig.
I samme sagskompleks blev oprindeligt også to yngre kvinder først i 20’erne anholdt og varetægtsfængslet. De blev dog løsladt i begyndelsen af maj.
Også en tredje person, der var blandt de anholdte i december, er på fri fod. Mistanken rakte ikke til en fængsling, har såvel byret som landsret bestemt.
I øvrigt befinder to mistænkte mænd fra banden Loyal To Familia sig angiveligt i Libanon. Den ene har givet interview til et svensk medie.
Kort efter aktionen i december meldte statsministeren sig med en kommentar.
– Det er meget, meget alvorligt, og det er selvfølgelig i forhold til Israel-Gaza fuldstændig uacceptabelt, at der er nogen, der tager en konflikt et andet sted i verden med ind i det danske samfund, sagde Mette Frederiksen (S).
Dengang i december udtalte også den israelske premierminister sig. På det sociale medie X hævdede Benjamin Netanyahu, at dansk politi havde anholdt “terrorister, der handlede på vegne af terrororganisationen Hamas, og forpurret et angreb, hvis mål var at dræbe uskyldige civile på europæisk jord”.
Men som nævnt er flere af de anholdte siden blevet løsladt, da der ikke er grundlag for frihedsberøvelse. Og politiet hemmeligholder fortsat indholdet af sigtelserne.