21. maj. 2024 - 17:37

Anklaget for flere voldtægter: Mand slipper med 20 dages fængsel




En 35-årig mand tiltalt for flere alvorlige forbrydelser begået mod to kvinder, han tidligere havde dannet par med

En 35-årig mand kan tirsdag forlade Retten i Helsingør med en dom på 20 dages fængsel, efter han havde været tiltalt for flere voldtægter, massiv psykisk vold, fysisk vold, frihedsberøvelse og trusler på livet mod to af sine ekskærester.

Det skriver Ekstra Bladet.

Manden blev under retssagen stort set frikendt for samtlige anklager, der var rettet mod ham.

Han blev kun kendt skyldig i tyveri af en af ekskæresternes ting, i at have monteret en GPS i hendes bil for at kunne spore hende og i at have truet hende.

Den første anmeldelse mod den 35-årige mand blev lavet af den seneste af hans ekskærester, da hun var på et krisecenter med deres fælles barn.

Truslen han blev kendt skyldig i sendte han ifølge EB på en mail til kvinden, da hun var på krisecentret.

‘Du slipper aldrig. Du ved, jeg tager 10, 15, 20 år. Er fuldstændig ligeglad. Du skal ikke slippe afsted med det her’, skrev han blandt andet i mailen.

Dommerens begrundelse for at frikende den 35-årige mand for voldtægt var, at det ikke kunne bevises med de fremlagte beviser.

Manden valgte at modtage dommen på 20 dages fængsel, så nu er det op til anklagemyndigheden, om de vil anke resultatet.