En musiker har fået forbud mod at optræde under kunstnernavnet ADHD. Samtidig skal han til sin tidligere musikalske partner betale en kvart million kroner.
Det har Sø- og Handelsretten bestemt i en dom, fremgår det af rettens hjemmeside tirsdag.
Tilbage i 2016 skabte sangeren Frederik Skærbæk Dyrby Nielsen og Jacob Nørhave Simonsen i fællesskab duoen ADHD.
I 2022 stoppede samarbejdet, og den efterfølgende retssag skyldes, at Nielsen fortsatte med at optræde under kunstnernavnet.
Dette er uretmæssigt, fastslår retten, som derfor har nedlagt forbud mod Nielsens optræden som ADHD.
På sociale mediesider må han ikke anvende ADHD som kendetegn i forbindelse med sine optrædener, musik- og videoudgivelser og promoveringer som musikkunstner, fremgår det.
Derimod er det i orden, at han markedsfører sig og optræder som “Frederik fra ADHD”.
Adfærden kommer til at koste. Nielsen skal til Simonsen betale 250.000 kroner, hvortil der skal lægges procesrenter. Oveni kommer sagsomkostninger på næsten 60.000 kroner.
Duoen har udgivet i alt 39 musiknumre. Næsten alle gennem selskabet Universal. Musikken drejer sig for eksempel om fænomener som Rasmus Paludan, digteren Yahya Hassan og andre.
Simonsen har under sagen forklaret, at han måtte reagere, da han oplevede, at den tidligere partner løb med hele virksomheden. Simonsen blev smidt ud fra alle sociale medier og blev blokeret.