20. maj. 2024 - 8:11

Irans regering vil fortsætte arbejde efter præsidents død




Den iranske regering vil fortsætte sit arbejde “uden den mindste forstyrrelse”, efter at præsident Ebrahim Raisi er død i et helikopterstyrt.

Sådan lyder det fra regeringen i en meddelelse mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Vi forsikrer den loyale nation om, at tjenestens vej vil fortsætte med Ayatollah Raisis utrættelige ånd, lyder det fra regeringen.

Den iranske præsident, Ebrahim Raisi, og udenrigsminister Hossein Amir-Abdollahian er døde efter et helikopterstyrt søndag.

Det bekræfter både iransk stats-tv og Mohsen Mansouri, en af flere iranske vicepræsidenter, efter at meldingen først kom fra en unavngiven iransk embedsmand tidligt mandag morgen dansk tid.

Mandag lyder det fra iransk Røde Halvmåne, at Ebrahim Raisis lig er blevet fundet. Også flere andre personers lig er fundet.

Desuden meddeler organisationen, at eftersøgningen er afsluttet.

Røde Halvmåne har deltaget i eftersøgningsarbejdet, efter at der søndag var meldinger om, at en helikopter med den iranske præsident om bord var styrtet.

Ifølge statsmedier viser billeder fra stedet, at den amerikanskproducerede Bell 212-helikopter ramte ind i en bjergtop, skriver Reuters. Der er endnu ingen officiel melding om årsagen til styrtet.

Raisi har siddet på præsidentposten siden 2021. Han blev 63 år.

I det todelte iranske system, som er et præstestyre med visse demokratiske træk, er det den øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, som er øverste politiske autoritet.

Imens er den folkevalgte præsident regeringsleder og ansvarlig for den daglige ledelse af republikken.

Ifølge Irans forfatning skal den første vicepræsident midlertidigt overtage præsidentrollen, hvis en præsident dør i embedet. Den første vicepræsident i Iran er Mohammad Mokhber.

En ny præsident skal ifølge forfatningen vælges inden for en periode på højst 50 dage, skriver Reuters.