13. maj. 2024 - 12:40

Kristersson åbner for amerikanske atomvåben i Sverige i krigstid




Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, åbner for, at der kan placeres amerikanske atomvåben på svensk jord i krigstid.

Det sker mandag i et interview med P1 Morgon på Sveriges Radio.

Den svenske regering har tidligere gjort det klart, at den ikke ser grund til, at der placeres atomvåben på svensk jord i fredstid.

– Bliver der krig hos os, på vores jord, efter et angreb fra andre, så er det en helt anden situation, siger Kristersson.

– Så nyder hele Nato godt af den atomparaply, der skal eksistere i demokratierne, så længe Rusland har atomvåben.

Kristersson understreger dog samtidig, at det er Sverige, der bestemmer over svensk territorie.

Sveriges regering har ligesom andre nordiske lande indgået en militær samarbejdsaftale med USA.

Riksdagen skal i juni stemme om aftalen, som blandt andet giver USA adgang til 17 svenske militærbaser.

Aftalen har mødt kritik fra nogle, som mener, at Sverige bør forbyde kernevåben på svensk jord.

Sverige blev i marts medlem af den vestlige militæralliance Nato. Dermed blev der gjort en ende på 200 års svensk neutralitet.

I december meddelte den danske regering, at den indgår et forsvarssamarbejde med USA. Den skal give mulighed for amerikanske soldater og materiel på dansk jord.

Folketinget skal senere i 2024 godkende aftalen.

I forbindelse med aftalen lød det, at USA ikke får lov til at opbevare atomvåben på dansk jord.

Aftalen ændrer nemlig ikke dansk atomvåbenpolitik, hvor atomvåben ikke accepteres på dansk territorium i fredstid.