Der er tidligt fredag aften blevet trykket på den helt store udrykningsknap, efter politiet har modtaget et alarmopkald fra en borger
Fyns Politi har fredag klokken 17.16 modtaget et alarmopkald om en potentiel drukneulykke i Kattegat ud for Flyvesandvej i nordfynske Otterup.
Det oplyser vagtchef ved politikredsen Johnny Müller til Presse-fotos.dk.
“Vi har modtaget en anmeldelse om, at en kitesurfer har ligget i vandet cirka en kilometer ude og er i nød. Derfor har vi sendt det helt store afsted herunder en af Forsvarets helikoptere, brandvæsenet og en dertilhørende båd – og så er vi selv kørt ud til stedet,” siger vagtchefen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Inden hele udrykningen nåede frem til kysten, kunne den store alarm afblæses, lyder det dog fra Johnny Müller.
“Da vi når frem, er der en mand, der har set kitesurferen og har startet sin egen båd og er sejlet ud og hjulpet kitesurferen i land,” siger vagtchefen.
På nuværende tidspunkt er kitesurferen ikke blevet identificeret, men vedkommende er ikke kommet alvorligt til skade.
“Vi har lige fået vedkommende op, og nu prøver vi at finde ud af, hvem det er. Der er formentlig tale om en udlænding,” siger vagtchefen.
Redningsmandskabet er vendt tilbage til stationerne, mens der ikke blev brug for helikopteren. Politiet undersøger nu hændelsen nærmere.