04. maj. 2024 - 17:13

EU-politiker alvorligt såret under overfald i østtysk by




Det tyske medlem af EU-Parlamentet Matthias Ecke blev sent fredag aften overfaldet af en gruppe ukendte gerningsmænd, mens han var i gang med at hænge valgplakater op i den østtyske by Dresden.

Ved overfaldet pådrog Matthias Ecke sig alvorlige kvæstelser, og han måtte efterfølgende opereres.

Det oplyser indenrigsministeriet i delstaten Sachsen, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Matthias Ecke er 41 år og medlem af det socialdemokratiske parti SPD.

Politiet har endnu ikke anholdt nogen for overfaldet.

Den 41-årige politiker, som stiller op ved det forestående EU-valg, var ikke den eneste, der blev overfaldet fredag aften i Dresden.

Få minutter før overfaldet på Matthias Ecke blev en 28-årig kampagnemedarbejder fra partiet De Grønne overfaldet med slag og spark.

Også han var i færd med at hænge valgplakater op.

Han blev – ligesom Matthias Ecke – overfaldet af fire personer.

Politiet formoder, at det er den samme gruppe personer, der står bag begge overfald i Dresden.

Det fremgår ikke umiddelbart, hvor alvorlige skader den 28-årige kampagnemedarbejder fik ved overfaldet.