03. maj. 2024 - 9:41

Fængslet: Direktør snød for adskillige millioner




En direktør i et tolkefirma er nu blevet dømt efter snyd med flere millioner kroner.

En 70-årig mand kan nu se frem til tid bag tremmer, efter han er blevet idømt 1 år og 6 måneders fængsel for omfattende snyd med tolkemidler.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Direktøren har svindlet for mere end 4,3 millioner kroner.

Tolkevirksomheden havde flere hørehæmmede med tolkebehov ansat, hvor virksomheden selv leverede tolkebistand til.

Efterfølgende sendte virksomheden for store regninger for tolkningen til det offentlige.

Svindlen fandt sted i årene 2015 til 2019.

“Jeg er tilfreds med, at retten har fundet tiltalte skyldig i systematisk overfakturering,” fortæller Specialanklager ved anklagemyndigheden for Nordjyllands Politi, Stephen Pedersen og fortsætter:

“Det er tale om en speciel sag, hvor tiltalte gennem en lang periode bevidst og systematisk har svindlet med faktureringen på de døve eller hørehæmmedes bevillinger, så det offentlige uberettiget er blevet snydt til at udbetale store summer til selskabet,” afslutter han.