Russiske og amerikanske soldater opererer lige ved siden af hinanden på den samme militærbase i det vestafrikanske land Niger.
Det oplyser en højtstående amerikansk forsvarskilde fredag til Reuters.
Nigers militære ledere har bedt USA om at trække det amerikanske militære mandskab på næsten 1000 personer ud af landet.
Nu er russiske soldater rykket ind på Airbase 101, som huser amerikanske soldater. Basen ligger ved siden af den internationale lufthavn Diori Hamani i Nigers hovedstad, Niamey.
Russerne befinder sig i en separat hangar, melder en forsvarsembedsmand. De to militære grupper taler ifølge kilden ikke sammen.
Det russiske militærs indtog på basen placerer soldater fra de to lande i umiddelbar nærheden af hinanden, på et tidspunkt hvor de to landes militære og diplomatiske forhold er særdeles anspændt på grund af krigen i Ukraine.
Det sætter også spørgsmålstegn ved amerikanske installationers skæbne efter en tilbagetrækning fra Niger.
– Situationen er ikke fremragende, men håndterbar på kort sigt, siger embedsmanden.
Ifølge CNN har situationen stået på i flere uger.
En forsvarskilde siger til det amerikanske medie, at Rusland ikke opererer samme sted som USA, men det er “ikke så stort et område”.
Reuters