En ældre mand – der beskrives som værende svært tilskadekommen – er torsdag morgen blevet kørt til behandling på Rigshospital efter en ulykke i det centrale København.
Manden, der var fodgænger, blev ved Dantes Plads over for Glyptoteket kørt over af en lastbil.
Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.
Politiet fik en anmeldelse om ulykken klokken 09.03.
Det er endnu uvist, hvad der førte til ulykken. En bilinspektør er blevet tilkaldt for at undersøge de nærmere omstændigheder.