Fire maskerede røvere indfandt sig søndag aften på en restaurant i Frederikshavn og overrumplede to ofre efter lukketid.
Indehaveren af restauranten – en 33-årig mand – og en 17-årig ansat sad i baglokalet, da røverne kom ind via bagdøren. Røverne affyrede peberspray og slog ofrene.
De maskerede gerningsmænd forlangte penge. De tog noget beklædning, parfume, en mobiltelefon samt et mindre kontantbeløb, hvorefter de forsvandt fra stedet. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Kort efter røveriet anholdt politiet to mænd fra Aalborg på henholdsvis 22 og 23 år. De bliver sigtet for røveri og grov vold og bliver stillet for en dommer i Retten i Hjørring mandag klokken 14.
Politiet søger dog fortsat to medgerningsmænd.
– Det har været en rigtig voldsom oplevelse for de to ofre, der er blevet overrumplet på deres arbejdsplads i de sene aftentimer.
– Vi kunne heldigvis anholde to mistænkte ganske kort efter, men de to øvrige personer er vi på udkig efter. Vi opfordrer til, at de melder sig selv hurtigst muligt, siger efterforskningsleder Peter Skovbak i pressemeddelelsen.
Det fremgår ikke af politiets meddelelse, hvordan de to anholdte stiller sig til sigtelsen.
Anklageren vil i retsmødet anmode om lukkede døre, og følger dommeren anmodningen, vil det blive hemmeligholdt, hvad de to sigtede eventuelt forklarer.
Har du oplysninger i forhold til røveriet i Frederikshavn opfordrer politiet til, at du ringer 114.