Som en del af MARIOT-projektet, med Aalborgs Sternula i spidsen, har Aalborg Universitet, GateHouse SatCom, Satlab, DMI, Space Inventor og Innovationsfonden sendt Danmarks første kommercielle satellit ud i rummet, da SpaceX-raketten Transporter 6 lettede fra Florida d. 3 januar. kl 15.55 dansk tid.
Formålet med MARIOT-projektet er at demonstrere VDES-baseret satellit. Opsendelsen af Sternula-1 er således en milepæl for den maritime industri, da satellitten vil være udgangspunktet for verdens største satellitnetværk målrettet den maritime industri.
Sternula-1 er den første af et stort antal små satellitter, der sammen med i alt 60 andre Sternula-satellitter vil udgøre verdens største satellitbaserede kommunikationsnetværk for skibsfarten.
Netværket vil dække globalt, så skibene vil kunne kommunikere med hinanden, med myndigheder, tjenesteudbydere og ikke mindst havnene.
Sternula-1 og den indbyggede AIS 2.0-teknologi, også kaldet VDES, rummer et enormt kommercielt potentiale, da shippingindustrien mangler en fælles global standard for udveksling af data og kommunikation. Lanceringen af Sternula-1 er således et vigtigt første skridt mod øget digitalisering i shippingbranchen, som blandt andet vil føre til højere effektivitet og en langt nemmere digital koordinering af alt fra dokker, proviant og brændstof til lokationsbaserede vejrudsigter. Det skal blandt andet sikre mindre ventetid fra havnene og dermed lavere CO2-udledning fra skibene.