18. apr. 2024 - 12:47

Politiet jagter kvinde efter grove forbrydelser




En endnu unavngiven kvinde efterlyses offentligt med billede af politiet efter en række grove forbrydelser

Torsdag middag efterlyser Syd- og Sønderjyllands Politi en kvinde, der mistænkes for at have begået flere forbrydelser mod ældre borgere.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Der er tale om flere bedragerier, der er sket mandag den 15. april i Nordborg, Sønderborg Midtby og Aabenraa og tæller i alt fem anmeldelser.

Ved bedragerierne er de ældre borgere blevet kontaktet telefonisk af en svindler, der har udgivet sig for at være fra banken. Svindleren har efterfølgende fortalt, at den ældres kort er for gammelt, eller der er noget andet galt med det, og der derfor bil blive sendt en person ud for at hente kortet.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er det kvinden på billederne, der har præsenteret sig på flere adresserne, hvor hun har udgivet sig for at være for offerets bank og på den måde fået kort og pinkode.

Af den årsag søger politiet nu informationer om kvinden eller vidner, der har set hende.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Kvinden beskrives som:

  • Kvinde
  • Lys i huden
  • 150 til 160 centimeter
  • Spinkel af bygning
  • Hun var iført tynd, mørkegrøn vindjakke med stafferinger på ærmerne
  • Iført en hættetrøje
  • Sorte bukser
  • Medbragte smartphone

Billederne som Syd- og Sønderjyllands Politi vedlægger efterlysningen er dels taget fra en borger, som har taget billeder i forbindelse med en af anmeldelserne om bedragerierne og dels fra videoovervågning.

Hvis du har set kvinden eller har øvrige oplysninger, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 1-1-4.