18. apr. 2024 - 9:59

Kæmpe aktion i boligområde




Midt- og Vestsjællands Politi iværksatte torsdag morgen en omfattende anholdelses- og ransagningsaktion.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

Det sker på baggrund af, at politiet tilbage i februar fandt flere skydevåben i Ladegårdsparken i Holbæk.

En større politistyrke er derfor i øjeblikket i gang med at foretage anholdelse og ransagninger på flere forskellige adresser på Vestsjælland hos personer, som kan sættes i forbindelse med skydevåbnene, der blev fundet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet arbejder her i området torsdag morgen

Efter en skudepisode i Apotekerhaven i Holbæk blev våbnene fundet. Her blev en mand ramt, mens han befandt sig i sin lejlighed.

På daværende tidspunkt blev der indført visitationszone i Holbæk grundet en konflikt mellem kriminelle grupperinger.

“Det er en lille hård kerne, der er en del af konflikten i Holbæk, som vi forsøger at sætte en stopper for. Både ved at straffe de ansvarlige, men vi følger også op med en række andre tiltag, som eksempelvis at bidrage til, at lejemål kan opsiges” siger politiinspektør, Thomas Tarpgaard.

Selve aktionen har været planlagt over længere tid, og Midt- og Vestsjællands Politi har fået hjælp fra flere politikredse fra Sjælland.

Der vil nemlig blive foretaget ransagning på flere adresser i Holbæk og Odsherred.

“Siden fundene i Ladegårdsparken har vi efterforsket sagerne for at forsøge at finde frem til personer, som kunne mistænkes for at have besiddet de fundne skydevåben. Efterforskningen peger os nu i retning af flere mistænkte”, siger vicepolitiinspektør Jacob Olsen, der er efterforskningsleder på sagen.