16. apr. 2024 - 10:18

Tiltale: 54-årig strangulerede og stak Hanne With




Den 54-årige mand, der er tiltalt for drabet på Hanne With, menes at have slået hende ihjel med slag eller spark, strangulation med et antennekabel og adskillige stik og snit med forskellige stikvåben.

Det fremgår af sagens anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Hanne With blev dræbt nytårsnat 1990 i en lejlighed på Fensmarkgade på Nørrebro i København. Ifølge anklageskriftet skete det mellem klokken 01 og 02.40.

Sagen var længe uopklaret, men 7. februar i år blev den 54-årige mand, der nu er tiltalt i sagen, anholdt og sigtet for drabet.

Politiet fandt frem til ham takket være udviklingen i dna-teknologien.

Københavns Politi havde især koncentreret sig om analyser af dna-materiale, som blev fundet på Hanne Withs bukser, og som med meget stor sandsynlighed stammer fra gerningsmanden, lød det.

En analyse foretaget af Retsgenetisk Afdeling på Retsmedicinsk Institut havde ifølge politiet påvist, at dna-materialet stammer fra den 54-åriges søn, hvis dna findes i politiets dna-register.

Den 54-årige blev 7. februar fremstillet i et grundlovsforhør, hvor han nægtede sig skyldig, men blev varetægtsfængslet.

Han har siden flere gange frivilligt ladet sin varetægtsfængsling forlænge.

I sidste uge kom det frem, at anklagemyndigheden ved Københavns Politi havde rejst tiltalte mod den 54-årige, efter hvad man beskrev som “endnu et gennembrud” i sagen.

Hvad gennembruddet omhandler, ville man dog ikke ud med.

Den 54-årige, der er født og opvokset på Djursland, aftjente fra 1989 til 1990 sin værnepligt på et af søværnets skibe i København. Nytårsaften tilbragte han på værtshuset Lades Kælder i Kattesundet – en sidegade til Strøget.

Han har fortalt, at han “drak sig i hegnet”, og siden tog han tilbage på skibet.

Men ifølge politiets teori var det ham, som prajede en hyrevogn og samlede Hanne With, der var prostitueret, op. I lejligheden på Nørrebro opstod der en form for uenighed, der endte med det brutale drab.