24. mar. 2024 - 17:23

FN-organ: Israel nægter at lade os sende mad til det nordlige Gaza




Israel vil ikke længere godkende, at FN-organisationen UNRWA sender lastbiler med mad til det nordlige Gaza.

Det har Israel oplyst til FN, skriver Philippe Lazzarini, leder af UNRWA, søndag på det sociale medie X.

– På trods af den tragedie, der udfolder sig på vores vagt, har de israelske myndigheder informeret FN om, at de ikke længere vil godkende nogen UNRWA-konvojer med mad nordpå.

– Dette er uhyrligt og gør det til en bevidst handling at forhindre livreddende hjælp under en menneskeskabt hungersnød. Disse restriktioner skal løftes, skriver Lazzarini.

UNRWA er FN’s organ for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten.

Organisationen spiller en stor rolle, når det kommer til at levere mad og anden nødhjælp til de mange i Gaza, der er påvirket af krigen mellem Hamas og Israel.

Den israelske beslutning betyder, at mange palæstinensere nu vil sulte, skriver Phillipe Lazzarini videre i sit opslag.

– Ved at forhindre UNRWA i at leve op til sit mandat i Gaza vil uret tikke hurtigere mod hungersnød, og mange flere vil dø af sult, dehydrering og mangel på husly, skriver han.

Flygtningeorganet har i de seneste måneder været alvorligt presset.

Det skyldes, at Israel i januar beskyldte UNRWA for at have været involveret i Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober sidste år.

Ifølge Israel havde 12 ansatte i FN-organet hjulpet Hamas.

Beskyldningerne fik flere lande til at trække deres økonomiske støtte til UNRWA.

Det estimeres, at der blev trukket 450 millioner dollar, svarende til omkring tre milliarder kroner, i støtte.

Ud af de omkring 15 lande, herunder USA, Danmark og andre europæiske lande, der trak deres støtte, har flere af dem siden genoptaget den.

Det gælder blandt andet Danmark, som den 14. marts meldte ud, at der ville blive udbetalt 105 millioner kroner til FN-organet.

Regeringen har lagt vægt på, at UNRWA hurtigt fyrede de implicerede personer. Desuden har Danmark lavet en aftale med organisationen om løbende information og kontrol, lød det fra regeringen.

Foruden Danmark har også blandt andet Sverige genoptaget sin støtte, ligesom EU igen vil udbetale penge til UNRWA.