18. mar. 2024 - 13:27

To ponyer mister livet efter mishandling

Arkivfoto


To ukendte gerningsmænd udsatte fredag to ponyer for mishandling i sådan en grad, at det endte med at koste dyrene livet.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Derfor søger politiet nu vidner i sagen, der kan hjælpe med at finde frem til de skyldige.

Mishandlingen gik ud over ponyerne, da de befandt sig på en mark ved Lyne i Vestjylland.

Den ene pony blev sidst på eftermiddagen fredag fundet død med synlige skader.

Politiet ønsker ikke at gå i detaljer med skaderne, “men der er ingen tvivl om, at nogen bevidst har påført hesten skaderne med en skarp genstand”, lyder det i meddelelsen.

Den anden pony var så dårlig efter mishandlingen, at den senere måtte aflives.