18. mar. 2024 - 11:02

Israel omringer hospital i Gaza: Løkke opfordrer til våbenhvile




Der er brug for en våbenhvile i Gaza.

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mandag, efter at Israels militær har omringet al-Shifa-hospitalet, der er Gazas største fungerende hospital.

– Jeg har den generelle holdning, at der er brug for et sporskifte. Der er brug for, at vi får en våbenhvile. At vi får humanitær bistand ind, siger Lars Løkke Rasmussen.

Udmeldingen kommer forud for et møde for EU-landenes udenrigsministre i Bruxelles mandag.

Her skal Lars Løkke Rasmussen og udenrigsministrene fra de øvrige 26 EU-lande via videolink mødes med USA’s udenrigsminister, Antony Blinken.

– Jeg vil prioritere at få det op på mødet med Blinken. For hvis der er nogen, som Netanyahu måske vil lytte til, så er det nok vores amerikanske venner, siger Lars Løkke Rasmussen.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, fastslog i begyndelsen af konflikten, at “Hamas skal tilintetgøres”.

Det har været udgangspunktet for Israels månedlange militære operation i Gaza.

Blandt EU-landene er der dog tiltagende tegn på, at man ønsker et stop for Israels militære indsats mod Hamas.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fastslog i sidste uge, at hun ønsker en “humanitær pause”, der kan føre til en “våbenhvile”.

Det kan også blive konklusionen fra denne uges EU-topmøde i Bruxelles, hvor EU-landenes stats- og regeringschefer forventes at forholde sig til konflikten.

EU’s udenrigschef, Josep Borrell, var desuden meget kritisk over for Israel og den humanitære situation i Gaza, da han i sidste uge deltog i et møde i FN’s Sikkerhedsråd.

Ifølge BBC sagde Borrell blandt andet:

– Vi ser lige nu en befolkning kæmpe for sin overlevelse. Sult bliver brugt som et krigsvåben. Og når vi fordømmer, at den slags sker i Ukraine, så er vi nødt til at bruge samme formuleringer, når det sker i Gaza, sagde Borrell tirsdag aften.

Lars Løkke Rasmussen ønsker ikke at vurdere, om Borrell går for langt med udtalelserne, men siger:

– Det kan jeg ikke bedømme, men jeg kan klart se, at der er nogen, der sulter.

– Og det er helt åbenlyst sådan, at det er Israels ansvar at sørge for, at der kommer nødhjælp ind i et sådan omfang, at civilbefolkningen i Gaza ikke lider.

– Så uden at bruge den form for retorik, så er det helt åbenlyst, at det er en uholdbar situation, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han fastslår, at Danmark derfor “længe” har presset på for en våbenhvile.

– Der skal to parter til at indgå den. Det kræver gidslernes frigivelse. Og at der kommer meget mere nødhjælp ind, siger Lars Løkke Rasmussen.