17. mar. 2024 - 18:57

Ung kvinde kommet til skade i faldskærmsulykke

Illustrationsfoto


Søndag eftermiddag er en 22-årig kvinde kommet til skade efter hun har været involveret i et faldskærmsuheld.

Det bekræfter vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj overfor TV Midtvest.

Ulykken er sket ved Skive Lufthavn, hvor det formentligt er gået galt, da skærmen er blevet fejlbetjent.

Kvinden, der er fra Århus, er tilknyttet Ingeniørkasernen i Skive som værnepligtig og det er i forbindelse med et frivilligt tilbud fra Faldskærmsklubben WEST JUMP, at springet har fundet sted.

Den unge værnepligtige er dog ikke kommet alvorligt til skade, oplyser formand Mark Albrektsen, som har talt med kvinden.

“Hun har det efter omstændighederne godt, men hun skal lige hvile sig et par dage”, siger han.