16. mar. 2024 - 17:36

40-årig forbrændt ved optænding af grill på Bella Sky




En mand på 40 år er lørdag eftermiddag blevet forbrændt i en arbejdsulykke på Bella Sky i København.

Det oplyser Michael Andersen, som er vagtchef hos Københavns Politi.

– Det skete i forbindelse med optænding af en grill. Der er ikke ild i bygningen, siger han.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 16.55.

Manden er cirka klokken 17.20 ved at blive kørt til behandling på Rigshospitalet.

– Han var ved bevidsthed, da vi ankom. Jeg ved ikke, hvor alvorlige skaderne er, siger Michael Andersen.

Han tilføjer, at Arbejdstilsynet er blevet kontaktet.