Ifølge sundhedsministeriet i Gaza, der er kontrolleret af Hamas, er 20 personer i Gazastriben blevet dræbt af skud affyret af israelske styrker. Det skal være sket, mens de ventede på nødhjælp.
Det siger sundhedsministeriet i en udtalelse sent torsdag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauet AFP.
Samtidig skal omkring 155 personer ifølge ministeriet være blevet såret i skyderiet.
Israels militær afviser natten til fredag, at styrker skal have skudt mod personer i Gaza, som ventede på nødhjælp.
– Presseforlydender om, at israelske styrker har angrebet dusinvis af gazanere ved et sted for uddeling af nødhjælp, er fejlagtige, lyder det fra den israelske hær i en udtalelse.
Hæren tilføjer, at den “analyserer hændelsen alvorligt”.
Menneskemængden stod samlet ved en rundkørsel i Gaza By, som er den største by i Gazastriben, da de israelske styrker begyndte at skyde mod dem, lyder det i udtalelsen fra sundhedsministeriet.
Til at starte med meldte sundhedsministeriet, at antallet af dræbte var 11, og at 100 personer var blevet såret. De tal blev efterfølgende opjusteret.
Mohammed Ghurab, som er direktør for akutberedskabet på et hospital i det nordlige Gaza, siger til AFP, at der var “direkte skud fra besættelsesstyrker” mod mennesker, der ventede på en lastbil med mad.
En journalist fra AFP, der er til stede i området, har set flere lig, som er blevet skudt, lyder det.
FN har advaret om hungersnød i Gaza. Ifølge BBC lyder advarslen på, at en fjerdedel af Gazas befolkning er på kanten af hungersnød, og at børn kan dø af sult.
Situationen har fået flere lande til at benytte sig af nye veje til levering af nødhjælp i området. Flere lande har sendt fly i luften for at kaste nødhjælp ned til Gaza.
Der bliver også åbnet en såkaldt maritim nødhjælpskorridor, hvor hjælpen skal sejles til Gaza via Middelhavet fra Cypern. USA har i den forbindelse planer om at bygge en midlertidig havn for, at hjælpen når frem.
Krisen i Gazastriben udspringer af den militante bevægelse Hamas’ angreb på Israel 7. oktober, hvor omkring 1160 blev dræbt, mens omkring 250 blev taget til fange.
Siden er mindst 30.000 blevet meldt dræbt som følge af Israels militære modsvar i Gazastriben.