Flere synlige voksne i frikvartererne og en åben dør til skolelederens kontor.
Det er nogle af de tiltag, der er blevet iværksat på Agedrup Skole ved Odense.
Det fortæller Michael Plauborg Jensen, der er pædagogisk chef i Odense Kommune, på et pressemøde onsdag.
Tiltagene er blevet sat i værk, efter at 100 forældre i et brev til børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) og Odense Kommune udtrykte bekymring over flere hændelser på skolen. Heriblandt trusler med kniv og et eksempel på et barn, der fik “11-års tæsk” på sin fødselsdag.
De nye tiltag skal ifølge Michael Plauborg Jensen sikre, at eleverne igen får en tryg og almindelig skolegang.
– Vi har haft fokus på pauserne, så nu foregår det sådan, at hver morgen, når eleverne møder ind, så er der en voksen til at tage imod dem, så der er en til at gribe dem helt fra start, siger han.
Derudover er der også flere voksne til stede, når der bliver holdt frikvarter, så børnene har en, de kan gå til, hvis de får brug for hjælp.
I frikvartererne er der nu også aktiviteter, der bliver styret af en voksen.
– Der har vi haft en dialog med elevrådet for at høre, hvad de synes kunne være fede aktiviteter at have, siger Michael Plauborg Jensen.
Det er blandt andet dans, brætspil og aktiviteter i hallen.
– I alle fællesskaber kan der være nogen på kanten, så ved at have voksenstyrede aktiviteter, så sikrer vi at alle børene er en del af det, lyder det.
Samtidig er der kommet mere dialog mellem ledelsen på skolen og forældrene.
Der er indtil videre blevet afholdt forældremøder på halvdelen af skolens årgange, og planen er, at der skal være afholdt møder i alle klasser inden påske.
Efter sagen på Agedrup Skole har Odense Kommune lavet en undersøgelse på alle 33 skoler i kommunen.
Undersøgelsen har vist, at 45 procent af skolelederne i Odense Kommune har oplevet en stigning i grænseoverskridende adfærd, og 52 procent oplever, at der er sket en udvikling i karakteren af overtrædelser.
Gennemsnitligt har skolerne ifølge undersøgelsen 22,2 elever per skole, der fra tid til anden udviser grænseoverskridende adfærd.