13. mar. 2024 - 9:52

Anbragte på børnehjem fortæller om voldelig adfærd blandt ansatte

Illustrationsfoto


31 tidligere anbragte børn på den nordsjællandske døgninstitution Nexus tegner et billede af en hverdag præget af omsorgssvigt, voldelig adfærd og unødig magtanvendelse fra de voksne på stedet.

Det sker i en ny TV 2-dokumentar ved navn “Et helvedes børnehjem”, som kan ses onsdag aften.

Episoderne har stået på i årevis, og børnene bakkes også delvist op af en række tidligere ansatte.

Flere af dem står frem i dokumentaren og erkender, at der var en voldsom kultur, som de også selv tog del i. TV 2 har talt med i alt 21 tidligere ansatte på Nexus, fremgår det af en pressemeddelelse fra TV 2.

En af de beskrevne episoder i dokumentaren omhandler 17-årige Gustav, der bliver smidt i jorden med stor kraft og efterfølgende udsættes for spark og tramp rettet mod sit hoved af to ansatte.

Sagen endte med at komme for retten, fordi den var blevet fanget af et overvågningskamera. Den ene ansatte blev frikendt, mens den anden blev dømt for simpel vold.

– Jeg vil i hvert fald ikke mene, at det der var en magtanvendelse. Det var et overfald. Og det er pædagoger, der skal give mig omsorg. De skal ikke slå og sparke på mig, vel?, siger Gustav i dokumentaren.

Ifølge Martin, en af de tidligere ansatte på stedet, som står frem i dokumentaren, fik personalet at vide, at magtanvendelser gerne måtte gøre ondt.

Faktisk blev de opfordret til at bruge unødig magt, lyder det i dokumentaren.

I nogle tilfælde er der også blevet manipuleret med sager, så de ville fremstå pænere i forbindelse med indberetning til myndighederne.

Påstandene og udtalelserne i dokumentaren underbygges af TV 2 med aktindsigter, som viser, at der i en periode på syv år frem til 2022 var 1365 magtanvendelser på Nexus.

Socialtilsynet Hovedstaden har været opmærksom på udfordringerne på stedet og har blandt andet gjort opmærksom på, at antallet var for højt.

Nexus blev stiftet for 15 år siden og huser blandt andet kriminelle eller kriminalitetstruede børn og børn med diagnoser.

Børnene på stedet har tidligere forsøgt at gøre Københavns Kommune og myndighederne opmærksomme på episoderne.

Hverken den ansvarlige på Nexus, kommunen eller socialtilsynet har ønsket at være en del af dokumentaren.

Den daværende leder afviser i et skriftligt svar anklagerne over for mediet.