12. mar. 2024 - 16:16

Mand idømmes forvaring for overgreb på egne børn

Illustrationsfoto


En 38-årig mand er tirsdag ved Retten i Hillerød blevet idømt forvaring for seksuelle overgreb mod blandt andre sine børn. En 34-årig kvinde fik ti års fængsel i sagen.

Det oplyser anklager Sophie Gade til Ritzau.

I alt er der syv forurettede i sagen – alle er børn, eller har været børn på gerningstidspunktet.

Ifølge Sophie Gade har retten hovedsageligt lagt vægt på ofrenes forklaringer, der ifølge hende er fremstået meget troværdige i retten samt de beskeder, billeder og videoer, der er kommet frem i sagen.

– Retten har idømt en straf, der afspejler den meget alvorlige kriminalitet, der er blevet begået, lyder det fra anklager.

Kvinden og manden er blevet dømt i alle 12 forhold i anklageskriftet, som blandt andet handlede om misbrug, incest, voldtægt og blufærdighedskrænkelse af børn.

Manden og kvinden har begge været tiltalt for overgreb på fem af børnene, mens manden også har været tiltalt for overgreb på yderligere to børn.

De fleste forhold er ifølge anklageskriftet sket i perioden 2010 og 2022, hvor manden blev anholdt.

Da manden blev fremstillet i grundlovsforhør tilbage i 2022, nægtede han sig skyldig i alle anklager. Det har Sjællandske Nyheder tidligere skrevet.

Begge de dømte udbad sig betænkningstid i forhold til at anke sagen. Det har de 14 dage til.