Der er netop sket en større trafikulykke, hvor syv personer er kvæstet. To af dem er blevet fløjet til hospitalet i lægehelikoptere
Flere personbiler har fredag eftermiddag været involveret i et voldsomt sammenstød.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch over for B.T..
“Der har været tre biler involveret, og der er syv personer, som er kommet til skade. To af dem er blevet fløjet med helikopter til Aalborg Sygehus, men de er ikke i livsfare,” siger han til mediet.
Sammenstødet er sket omkring klokken 14.20 på den stærkt trafikkerede Simons Bakke i Thisted.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Vagtchefen mener, at uheldet er sket, da en bilist er banket ind i en bil, der holdt stille på vejen.
Den stilleholdende bil er derefter blevet skubbet over i den modsatte vejbane, hvor den har ramt en tredje og modkørende bil.
Man må køre 80 kilometer i timen på strækningen, men politiet ved på nuværende tidspunkt ikke, hvor hurtigt der er kørt.
Simons Bakke var i en periode efter sammenstødet lukket for færdsel, men vejen er åbent igen.
Den nærmere tilstand på de tilskadekomne er endnu ikke kendt.