Der er fundet spor af e-coli i vandet og derfor skal det koges, før det bruges. Det gælder ikke bare, når man er tørstig, men også hvis man skal bruge vandet til tandbørstningen.
Borgere, der modtager vand fra Vandværket i Vonsbæk har onsdag eftermiddag fået en kogeanbefaling.
Det skriver Haderslev Kommune i en pressemeddelelse.
Anlægget forsørger også Vonsbæk Børnehus og Louiseskolens afdeling i Vonsbæk.
“Vandværket er i gang med at kontakte forbrugerne, og vi har straks taget kontakt til dagtilbud og skole for at give dem kogeanbefalingen”, siger Mai Strunge Jarvis, der er chef for Teknik og Klima i Haderslev Kommune jv.dk
Kogeanbefaling:
Hvis vandet ikke lugter grimt, kan det sagtens bruges til kogning af kartofler med mere, for bakterierne dør efter kort tids kogning.
Hvis vandet koges i en elkedel, skal vandet koges op til to gange med 2-5 minutters mellemrum.
Tandbørstning skal ske med kogt vand.
Hvis vandet ikke er uklart eller misfarvet, kan det godt bruges til maskinvask.
Ved fremstilling af kaffe eller varmt vand i kaffemaskiner opnår vandet normalt ikke en temperatur på 100 grader i to minutter. Derfor bør vand, der bruges i kaffemaskiner, ligeledes koges først.
Kilde: Haderslev Kommune