En families to hunde er 2. juledag afgået ved døden, da der gik brand i villaen, de bor i.
En villabrand på Padborgvej i den sønderjyske by Kruså har sent mandag eftermiddag fået en ekstra ulykkelig afslutning, da vagtchef John Christiansen fra Syd- og Sønderjyllands Politi nu kan informere om, at to hunde blev fundet døde i villaen efter branden.
Tidligere kunne vagtchefen fra politikredsen fortælle, at ingen mennesker i hvert fald var kommet noget til som følge af branden.
“Det er rigtigt, at vi er til stede på adressen, da det brænder. Beboerne i huset er ikke hjemme, så der er ikke sket noget personskade,” fortalte John Christiansen til Presse-fotos.dk tidligere mandag.
Anmeldelsen indløb til politi og brandvæsen klokken 15.42.
Man vil i de kommende dage arbejde på at finde ud af, hvad brandårsagen var.
Flammerne havde primært fat i første etage, men hele villaen har fået sodskader.