26. dec. 2022 - 17:31

Genbrug dit juletræ hos Lars i Nordjylland




Lars Jørgensen fra Nordjylland har en god ide til at genbruge brugte juletræer.


Julen er så småt ved at nå til vejs ende. Juletræet står der måske endnu, men inden længe begynder det at drysse med grannåle. Så skal træet ud. Men i stedet for at smide det på genbrugspladsen eller et andet sted, så opfordrer Lars Jørgensen fra Bjergby i Nordjylland til, at man kan smide det hos ham på Sakstrupvej 138 i Bjergby. Her vil de brugte juletræer blive brugt som skjul for Agerhøns og Fasaner.

Lars bor på en nedlagt landbrug med ca. 6 hektar jord.


“Vi skal gøre noget for naturen, den har det ikke ment. Juletræerne skal helst smides af bag ved laden på adressen og træerne skal være helt uden julepynt,” fortæller Lars Jørgensen og fortsætter:


“Jeg fik ideen, da vi tidligere har brugt juletræer i kanten af søer, så ænderne har kunnet gemme sig ved dem. Vi klipper toppen af og vender træet på hovedet. Så bliver det rigtig fint med læ for både regn og krager. Krager og måger er de værste med hensyn til ællingernes sikkerhed. Vi havde et kuld i vores sø sidste år. Mågerne fik jaget ællingerne på land og væk fra deres andemor, hvorefter de tog ællingerne – det er jo rigtig trist. Vi har sat fasaner og agerhøns ud i vores eng, samt lavet insektvolde og små vandhuller. Det har givet et fantastisk liv af alt fra rådyr, krondyr, blå kærhøg og tårnfalke. Derudover har vi isfugle i vores sø. Det er faktisk ikke meget der skal til, så giver det bonus,” fortæller Lars Jørgensen.

Ideen med at bruge de gamle juletræer er en idé, som han håber, at andre vil tage til sig.