Bundesligaklubben Augsburg udlejer den danske midtstopper Frederik Winther til portugisiske Estoril.
Det skriver den tyske fodboldklub på sin hjemmeside.
Lejeaftalen gælder for resten af den indeværende sæson.
I foråret 2023 var den unge stopper udlejet til Brøndby, hvor det blev til 15 kampe i den gule trøje.
Estoril ligger i bunden af den bedste portugisiske række.
– Vi er enige om, at et nyt lejeophold for at give ham erfaring i en god europæisk liga, vil være det bedste for hans udvikling, siger Marinko Jurendic, der er sportsdirektør i Augsburg.
Winther har endnu ikke fået en ligakamp for Augsburg i denne sæson, hvor danske Jess Thorup i efteråret overtog tøjlerne.
I alt er det blevet til syv førsteholdskampe i den tyske klub, hvor danskeren kom til fra Lyngby i 2020 og har kontrakt frem til sommeren 2025.