Energidrikmastodonten Red Bull vil i fremtiden engagere sig endnu mere i cykelsporten.
Nærmere bestemt har Red Bull fundet sammen med cykelholdet Bora, hvor den østrigske energidrikproducent vil købe 51 procent af aktierne i det tyske cykelhold.
Mandag har Bora offentliggjort, at de østrigske konkurrencemyndigheder har givet grønt lys til opkøbet.
– Med dagens afgørelse har vi klaret en vigtig hindring. Fundamentet for et partnerskab med Red Bull er nu officielt på plads, siger Boras holdchef, Ralph Denk, i en pressemeddelelse.
Fristen for at komme med indsigelser i sagen var 26. januar, og det er altså ikke sket.
– Det her var det grønne lys, vi ventede på for at komme videre med formaliteterne og flere detaljer i forbindelse med samarbejdet, siger holdchefen.
Hvordan partnerskabet kommer til at udfolde sig, er endnu uvist. Bora oplyser, at detaljerne i samarbejdet vil blive offentliggjort i løbet af sæsonen.
Cykelholdet har inden denne sæson skrevet kontrakt med stjernen Primoz Roglic, og planen er, at sloveneren til sommer skal udfordre danske Jonas Vingegaard i kampen om Tour de France-sejren.
Ud over Roglic råder Bora også over profiler som Jai Hindley, der tidligere har vundet Giro d’Italia, og tyske Lennard Kämna, der har vundet etaper i alle tre grand tours.
Red Bull er allerede engageret i andre sportsgrene, hvor man blandt andet sponsorer et Formel 1-hold.
Derudover har energikoncernen i forvejen sponsoraftaler med enkelte cykelryttere som verdensstjernen Wout Van Aert, der kører med Vingegaard for hollandske Visma, og britiske Tom Pidcock, der kører for Ineos.