29. jan. 2024 - 7:49

EU-parlamentariker beskyldes for årtiers arbejde som russisk agent




Ifølge den svenske avis Expressen har den lettiske europaparlamentariker Tatjana Ždanoka været agent for den russiske efterretningstjeneste FSB siden 2004.

Det skriver Expressen mandag i samarbejde med blandt andet det russiske medie The Insider samt lettiske Re:Baltica og estiske Delfi.

Avisen bygger blandt andet påstanden på lækkede e-mails, som viser kommunikation mellem Ždanoka og kontakter i FSB.

Her videresender den 73-årige parlamentariker blandt andet interne EU-diskussioner. Hun informerer også om kommende aktiviteter.

En af hendes kontakter tæller en 74-årig mand, som ifølge Expressen er en “veteran inden for den russiske sikkerhedstjeneste og en del af FSB’s femte afdeling, der beskæftiger sig med udenrigsspionage i Ruslands nærområder”.

En mail viser, hvordan hun mødes med den 74-årige på en togstation i Bruxelles.

Ždanoka benægter ikke, at de e-mails, som avisen er i besiddelse af, er rigtige.

Hun svarer dog på mail til Expressen, at hun ikke har haft viden om, at hun skulle have været i kontakt med FSB-agenter.

Expressen skriver, at Ždanoka længe har været kendt for prorussiske holdninger.

Hun forlod blandt andet Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance, efter at hun afviste at fordømme Ruslands invasion af Ukraine. Da hun forlod gruppen, skete det dagen inden en afstemning om en eksklusion.

En unavngiven kilde i en vestlig efterretningstjeneste bekræfter The Insiders oplysninger om Tatjana Ždanokas kontakter med FSB, skriver Expressen.

Kilden melder, at hun har været under påvirkning af FSB siden mindst 2004.

Det var netop i 2004, at hun først blev medlem af Europa-Parlamentet.