24. jan. 2024 - 2:12

Seks personer er døde efter flystyrt i Canada – én overlever




En person skulle tirsdag have overlevet et flystyrt i det nordlige Canada, hvor seks personer ellers mistede livet.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP efter at have talt med kilder, som har kendskab til sagen.

Både rigspolitiet og militæret måtte rykke ud til flystyrtet, der skete i den canadiske provins Nordvest-territoriet, som ligger i den nordlige del af Canada og grænser op til Ishavet.

Vragresterne blev fundet af canadiske politibetjente på snescootere.

Pendlerflyet gik på vingerne omkring klokken 08.50 tirsdag morgen fra Fort Smith, som ligger lige ved Nordvest-territoriets sydlige grænse mod Ontario.

Ontarios nødberedskab oplyser, at det mistede kontakten til flyet, kort efter at det gik i luften.

AFP har talt med en kilde, der vil bevare sin anonymitet, fordi vedkommende ikke må udtale sig til medier i sin stilling.

Hospitalet i Forth Smith har oplyst offentligt, at det har iværksat dets protokol for “massedødsfald”.

Nordvest-territoriets chefretsmediciner, Garth Eggerberger, har desuden bekræftet, at “der er dødsfald”.