Chris Hughton er blevet fyret som landstræner for Ghana efter landets katastrofale exit fra Africa Cup of Nations.
Det melder Ghanas fodboldforbund tirsdag lokal tid i en udtalelse.
– Ghanas fodboldforbund kommer i de kommende dage til at fremlægge en plan for landsholdets fremtid, lyder det.
Desuden er landstrænerens tekniske stab blevet afskediget.
Ghana sluttede som nummer tre i gruppespillet og kvalificerede sig ikke til ottendedelsfinalerne som en af de bedste treere.
Landsholdet var ellers på forhånd udset som et af de stærkeste ved slutrunden, der spilles i Elfenbenskysten.
Men efter uafgjort mod Egypten og Mozambique samt nederlag til Kap Verde i gruppespillet må Ghana vende næsen hjemad.
Ghana har ellers stjerner som den tidligere FC Nordsjælland-spiller Mohammed Kudus, der nu spiller i West Ham, på holdet, samt spillere som Jordan Ayew, Inaki Williams og Tariq Lamptey.
Engelske Hughton, der er 65 år, har tidligere blandt andet været cheftræner for Premier League-klubberne Nottingham Forest og Brighton.
Det er den anden landstræner, der forlader jobbet i forbindelse med de afrikanske mesterskaber.
Også Gambia har sagt farvel til den 50-årige belgier Tom Saintfiet som landstræner efter en sidsteplads i gruppespillet og exit fra turneringen.
Reuters