22. jan. 2024 - 19:05

EU-landene enige om militær operation i Det Røde Hav




EU-medlemslandene er nået til principiel enighed om, at der skal være militære EU-operationer i Det Røde Hav. Hvornår og hvordan vides ikke endnu.

Det fortæller EU’s udenrigschef, Josep Borrell, efter udenrigsministermøde i Bruxelles mandag.

– Vi blev i princippet enige om at påbegynde maritime EU-operationer og diskuterede mulighederne for dette.

– Vi mangler stadig at nå til enighed om, hvornår disse operationer skal starte, siger Borrell.

Siden Israel iværksatte sin krig i Gaza i oktober, er der begået angreb adskillige steder i regionen.

Iran støtter den militante palæstinensiske bevægelse Hamas, som Israel forsøger at nedkæmpe i Gaza.

Iran og Hamas er samtidig allieret med Houthi-bevægelsen i Yemen og Hizbollah i Libanon.

Houthierne har angrebet en lang række fragtskibe i Det Røde Hav siden november. Og Hizbollah har flere gange angrebet det nordlige Israel med raketter fra Libanon som reaktion på krigen i Gaza.

Ifølge nyhedsbureauet DPA har diplomater sagt, at den maritime indsats ideelt skal iværksættes i starten af februar for at gøre op med houthiernes angreb.

De nuværende planer indebærer indsættelsen af europæiske krigsskibe og luftbårne varslingssystemer med et formål om at beskytte fragtskibe i regionen.

Der er dog ikke planer om at deltage i USA’s angreb på houthierne i Yemen.

Danmark deltager bilateralt i beskyttelsen af fragtskibene, da man vil sende en fregat ned til Det Røde Hav, som skal deltage i den såkaldte Operation Prosperity Guardian iværksat af USA, som flere lande tager del i.

Risikoen for angreb i Det Røde Hav har fået mange rederier til at omlægge deres ruter. Det gælder blandt andet danske Mærsk.

Krigen i Gaza begyndte, efter at Hamas angreb Israel 7. oktober.