Liberias nye præsident, Joseph Boakai, måtte mandag hjælpes væk fra podiet under den ceremoni, hvor han blev taget i ed.
Det skete, efter at han gik i stå to gange under sin tale.
Nogle af hans medarbejdere trådte til for at vifte præsidenten i ansigtet og sørge for lidt frisk luft i den stegende hede.
Efter et par minutter genoptog Boakai sin tale, men gik igen i stå. Derpå blev ceremonien afkortet.
Den nye præsident nåede at sige, at han vil prioritere kampen mod korruption.
– Vi oplever vanskelige tider, vi oplever problemer, og vi oplever korruption blandt høj og lav. Det er her, at vi kommer til undsætning, sagde Boakai ifølge nyhedsbureauet AFP.
Han understregede behovet for at genopbygge slidt infrastruktur, forbedre de helt grundlæggende ydelser for borgerne og sikre, at alle liberiere har samme muligheder for at opbygge et godt liv.
Efter talen støttede præsidenten sig til sine medarbejdere, da han gik ned fra podiet.
Hans talsmand siger til nyhedsbureauet Reuters, at han ikke umiddelbart har nogen kommentar om det formodede ildebefindende.
Boakai vandt over den tidligere fodboldstjerne George Weah ved præsidentvalget i det vestafrikanske land i november.
Liberiernes forventninger til de kommende seks år med Boakai som præsident er tårnhøje, siger Larry Nyanquoi, der er tidligere lokal embedsmand i Nimba-regionen.
Den nye præsident “ses som en, der ikke har været involveret i korruption, og som en, der har forsøgt at leve et simpelt liv”, siger han til AFP.
Den 79-årige tidligere vicepræsident tager 40 års politisk erfaring med sig ind i præsidentembedet.
Hans politiske modstandere har udtrykt bekymring over hans høje alder og manglende energi under valgkampen.
Boakais stab har tidligere afvist al kritik om, at han skulle være for gammel til embedet.
I 2017 stillede Boakai op mod George Weah, men tabte valget til den populære tidligere fodboldstjerne.
Men i november sikrede Boakai sig valgsejren, efter at både Liberias opposition og udenlandske samarbejdspartnere havde kritiseret præsident Weah for ikke at gøre nok for at komme korruptionen til livs.
Reuters