19. jan. 2024 - 13:38

EU’s udenrigsministre skal diskutere fred i Mellemøsten med arabiske parter




Mandag skal EU’s udenrigsministre, heriblandt Lars Løkke Rasmussen, mødes i Bruxelles, hvor konflikten i Mellemøsten skal vendes med parter, der kan have indflydelse på en fredsproces.

Blandt mødedeltagerne er generalsekretæren for den arabiske liga og udenrigsministre, der repræsenterer Israel, Saudi-Arabien, Egypten, Jordan og Det Palæstinensiske Selvstyre.

Mødet foregår i flere sessioner, så parterne deltager ikke samtidigt.

Fra EU’s side er håbet at arbejde mod en tostatsløsning, så palæstinenserne får deres egen stat.

Det lyder dog ifølge nyhedsbureauet AFP imidlertid ikke på Israel som noget, der kan komme på tale.

Torsdag meldte den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, ud, at han har givet USA besked om, at han er imod oprettelsen af en palæstinensisk stat, når Gaza-krigen er forbi.

Tidligere har han sagt, at han ikke var modstander af den ønskede tostatsløsning, men det har sidenhen ændret sig.

– Israel har behov for sikkerhedskontrol over alle områder vest for Jordan. Det kolliderer med idéen om (palæstinensisk) suverænitet, men hvad kan man stille op? sagde han.

USA og det internationale samfund fastholder kravet om en fredelig løsning på konflikten mellem Israel og palæstinenserne, hvilket betyder, at palæstinenserne får deres egen stat.

Netanyahus betegnelse “områderne vest for Jordan” inkluderer både den besatte Vestbred og Gazastriben.

Ud over møder med de mange repræsentanter, ventes der også at blive vedtaget en sanktionspakke mod Hamas. Bosættere på Vestbredden og den humanitære situation i Gaza ventes også at blive drøftet.

For at arbejde mod fredsprocessen, har der været tale om, at man via en fredskonference skulle komme en tostatsløsning nærmere.

Det blev nævnt af EU’s præsident, Charles Michel, under EU-topmødet i oktober, men også i januar understregede den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, over for USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, at der er behov for en international fredskonference.