– Det er en sandhed af modifikationer, når man publicerer, at det var en enig hovedbestyrelse, som tilsluttede sig Vermunds anbefaling.
Sådan lyder det fra Bo Trusbak, der er medlem af Nye Borgerliges hovedbestyrelse.
Grundet ferie var Bo Trusbak ikke til stede under hovedbestyrelsesmødet 9. januar, hvor partistifter og tidligere formand Pernille Vermund tilkendegav, at hun forlod partiet og indstillede til, at det lukker.
Herefter sagde Pernille Vermund til flere medier, at hovedbestyrelsen fulgte hendes anbefaling.
– Jeg fik det at vide dagen efter af vores organisatoriske formand (Frederik Meyer Johannesen, red.), men gav ikke samtykke til beslutningen, siger Bo Trusbak.
Han mener, at der skal laves en “fornuftig” handlingsplan, som gør, at partiet kan køre videre.
Og ifølge Bo Trusbak er der to andre medlemmer af hovedbestyrelsen, som deler hans holdning.
– Jeg har knoklet i snart ti år for det her, og jeg tror stadig på missionen, siger han og tilføjer, at der er yderligere to medlemmer af hovedbestyrelsen, hvis standpunkter han ikke kender.
Ifølge Nye Borgerliges hjemmeside har partiet i alt ni medlemmer i sin hovedbestyrelse.
En af dem er den sygemeldte folketingspolitiker Peter Seier Christensen, som er blevet løsgænger sammen med Kim Edberg Andersen. Dermed er Nye Borgerlige for nuværende ikke repræsenteret i Folketinget. Onsdag meldte Vermund sig ind i Liberal Alliance.
Bo Trusbak medgiver, at Nye Borgerlige skal have styr på to “parametre”, før det giver mening at holde partiet i live.
For Nye Borgerlige skal ikke holdes kørende for enhver pris, lyder det.
– Det er sindssygt vigtigt, at vi får valgt den rigtige politiske formand, siger Bo Trusbak, som bakker op om Martin Henriksen, tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.
Martin Henriksen har endnu ikke officielt meldt sig som formandskandidat, men har tilkendegivet, at han gerne vil være formand for Nye Borgerlige.
Derudover er det ifølge Bo Trusbak vigtigt at få fundet en løsning vedrørende Peter Seiers sygeorlov, “så vi kan få ham til at slippe tøjlerne og få kaldt en suppleant ind”.
Bo Trusbak giver delvist Penille Vermund ret i, at der “er for mange små partier i den borgerlige halvdel”.
– Men hvorfor er det Nye Borgerlige, der skal slippe tøjlerne? Det kunne lige så godt være Dansk Folkeparti, siger Bo Trusbak.
– Jeg synes, det er gået meget stærkt. Vi fik det at vide mellem en forret og en hovedret.
Nye Borgerlige afholder hovedbestyrelsesmøde 27. januar.
Og hvis flertallet her mener, at partiet skal lukke, så vil Bo Trusbak under de nuværende forudsætninger fortsat tilkendegive, at han ikke er enig.
Partiets afdeling i Hillerød vil lørdag samle så mange medlemmer som muligt for at drøfte planer om at køre partiet videre.
Og ifølge lokalformand Mikael Einspor, der har talt med DR, stod 75 gæster tirsdag til at komme til mødet på Skævinge Kro.
Bo Trusbak fortæller, at han har været “facilitator” for mødet og agter at deltage.
– Min forhåbning er, at jeg kan køre hjem med en fornemmelse af, om det skal fortsætte på den gode måde eller uanset hvad.
– Hvis stemningen er, at Nye Borgerlige skal køre videre uanset hvad, så vil jeg nok ret hurtigt komme på banen og sige, at jeg er ude.