Torsdag eftermiddag har en nordjysk mand erkendt, at han har krænket 50 piger på det sociale medie Snapchat.
Det skriver TV2 Nord, efter grundlovsforhøret i Retten i Hjørring.
“Mit eget skøn er, at der er tale om omkring 50 piger”, sagde den sigtede ifølge mediet.
Manden, der er 31 år, var sigtet for at have krænket 11 piger, men på retsmødet fortalte han selv, at der var tale om en hel del flere piger, som han har overtalt til at sende nøgenbilleder til ham.
Pigerne har været i alderen 4 til 14 år.
Manden har gjort brug af flere falske profiler, hvor han blandt andet har truet pigerne til at sende pornografiske billeder af sig selv. Hvis pigerne ikke sendte billeder, blev de angiveligt truet med, at manden ville dele nøgenbilleder af dem.
Gennem sine mange trusler, har manden også fået en 14-årige pige til at sende nøgenbilleder af sin 4-årige lillesøster.
Nordjyske skriver, at manden også skulle have tilbudt et beløb på op mod 10.000 kroner til pigerne, hvis de adlød hans ordrer.
Manden er foreløbigt blevet varetægtsfængslet i fire uger.